onsdag den 27. august 2014

En lydig hvalp

I aften er vi startet til hvalpelydighedstræning i Århus Hundeførerforening. Jeg har ikke været vildt begejstret for de to steder jeg har gået med Zigsa og Dhana, så nu har vi valgt at køre den lange tur til Århus for at træne. Jeg kender flere med Tibbere, som træner der. Bla. Awa's morbror LP1, LP2, DKCH, DKKV13, KLBV13 Lamlux Dzonka All Inclusive (Marley), som klarer sig fantastisk i både lydighed og på udstillinger sammen med hans ejere Birgit og Axel. Og Tine som er en af trænerne på hvalpeholdet, har selv fire skønne og meget lydige Tibbere. Så vi er sikre på det er køreturen værd de næste mange uger. Og så får vi også trænet i at køre bil.
I aften startede vi med at træne lineføring, indkald samt sit og stå. Vi sluttede af med frikvarter, hvor hundene fik lov at lege. Super sjovt synes Awa, der forsøgte at smutte ned for at tumle med de store hunde. Heldigvis lykkedes det mig, at kalde hende til mig inden hun nåede derhen. Jo det hjælper at have lommerne fyldt med godbidder :-) Vi glæder os til næste onsdag.






mandag den 25. august 2014

Awa's første udstilling

I går var vi på udstilling i Århus. Awa nåede lige at blive 3 måneder så hun kunne komme med. Lidt sjovt, for det var samme sted Dhana havde sin udstillingsdebut for 2 år siden. Hun var dog lige lidt ældre.
Vejret viste sig absolut ikke fra sin pæne side. Det var regn og blæst og slet ikke vejr til at udstille langhårede hunde udendørs. Men vi havde nu en hyggelig dag alligevel.
Awa var dygtig i ringen og klarede det flot. Dommeren skrev blandt andet: Tiltalende hoved og udtryk, god hals, toplinje og haleansætning. Hun fik bedømmelsen "særdeles lovende", men tabte til den anden fin baby tæve som var en måneds tid ældre.


Awa nyvasket og klar lørdag aften

 
 
Dhana var også med. Lige da vi skulle ind begyndte det at regne og da Dhana skulle på bordet, stod det ned i stænger. Så hun krummede sig sammen, skød ryg og syntes absolut ikke det var sjovt. Alligevel fik hun en fin kritik. Dommeren skrev blandt andet: Velansatte ører, passende udviklet i brystkassen, korrekte bevægelser og god pels. Hun fik Ecellent og blev nr 3 i åben klasse. Jo jeg var glad og stolt af begge mine dejlige hunde.
 
Dhana nyvasket lørdag aften

 
Awa's bror Tango (Dawa's It takes two to Tango) var også med og han klarede sig super godt. Han blev bedste baby i racen og i storering blev han udtaget mellem de sidste 8 ud af rigtig mange dejlige babyer i forskellige racer. Stort tillykke Marina, det var SÅ flot.
Søster Cookie (Dawa's Icing on the Cake), som rejser til Norge om en lille måned, var med til at heppe på sidelinjen og efter udstillingen, kom hun hen og hilste på Awa. Det var dejligt at se hende igen også.
 
 
 
Tusind tak til søde Susan, for at tage med og gøre Dhana klar til ringen mens jeg var inde med Awa. Og tak for en dejlig dag til alle vores søde Tibbevenner. Desværre nåede vi ikke at få snakket så meget. Det var ikke ligefrem vejr til det store fælles frokost-/kaffebord. Om tre uger er der indendør udstilling på Fyn. Så er det ikke vejret, som forhindrer os i at snakke. Inden da skal Awa og jeg starte til hvalpelydighedstræning i Århus hundeførerforening. Det glæder vi os rigtig meget til.


torsdag den 14. august 2014

Slut med ferie

Så er det slut med ferie og hverdagen er atter tilbage. Jørgen og jeg er startet på arbejde og Rikke er startet i 1. G på Viborg Gymnasium og HF. Håber hun får tre skønne år der, som jeg selv havde for efterhånden mange år siden.
Sidste ferieuge blev brugt på afslapning, Smukfest, 18 års fødselsdag i familien og så ellers gøre klar til at starte igen.
Tirsdag tog Jørgen og jeg hundene med på en endagstur til Fanø. Da vi ankom med færgen til Nordby var der store tunge og meget sorte skyer på himmelen. Så efter en luftetur med hundene kørte vi til Sønderho. Her skinnede solen og vi havde et par skønne timer dels med at gå tur i den hyggelige by og dels med at spise vores medbragte mad på stranden. Det var meget langt ud til vandet så hundene fik lov at løbe og lege på stranden og da vi endelig kom ud til nogle vandhuller, pjaskede de rundt og nød at blive kølet af. Bagefter kørte vi langs stranden til Nordby, hvor vi gik en tur. På vej hjem stoppede vi i Esbjerg for at se "Mennesket ved havet", de store hvide skupturer.


 


 
 
 
 
 
De andre dage har vi hygget os hjemme, slappet af og trænet lidt i at stå pænt (til udstilling) og ligge ned og blive børstet. Awa er faldet godt til og er indtil videre rigtig nem, selvom hun også godt kan være en bandit. Vi skal passe på hvor vi stiller vores sko.
I mandags var hun med til ringtræning første gang. Hun stod fint stille på bordet og logrede med halen mens Leif (ringtræner) fik lov at se tænder og mærke på hende. Hun er en skøn hund og vi er SÅ glade for hun måtte bo her.
 



 



søndag den 3. august 2014

Ahh det er skønt med ferie

Så gik vores anden ferieuge. Lige nu sidder jeg på vores overdækkede terrasse med en kop the og mit hækletøj og lytter til buldren i det fjerne mens jeg nyder tanken om, at vi har endnu en ferieuge i vente inden hverdagen kalder igen. I dag er der kommet vand, masser af vand, men det var helt fint for haven trængte og vi havde ikke de vilde planer.
Ugen er bl.a blevet brugt på at male træværk udvendigt. Vi er næsten færdige. Mangler lige et par vinduer. Vi har også fået ryddet en del op på loftet, sorteret, smidt væk og givet en masse til genbrug. Skønt når det er overstået, men det føles ikke så meget som ferie mens det står på. 
Awa vokser og vokser og har nu rundet 3,5 kg. Tirsdag aften kørte vi til hvalpelegestue hos Skive dyreklinik. Hold op der var mange hvalpe. De var delt op i store og små racer. Awa syntes det var lidt overvældende så de første tre kvarter sad hun mest mellem mine ben og kiggede på de andre legede. Til sidst blev hun dog lidt mere modig og gik lidt rundt og kiggede og så var det desværre allerede slut. Torsdag tog vi til hvalpeleg hos Maxizoo i Viborg. Her var ikke helt så mange hvalpe. Vi blev delt op efter hvem der var meget aktiv og glad for at lege og hvem der var mere forsigtige. Vi valgte det forsigtige hold. Det gik bedre. Der var ikke så meget leg på det hold, men hun gik rundt og hilste på de andre hvalpe, så det var fremskridt fra om tirsdagen, hvor hun knurrede af alle, der kom for tæt på. Den vilde leg gemte hun til vi kom hjem og så tog hun en ordenlig tur med Dhana. De to er bare pot og pande. Det er så tydeligt at se de er glade for at se hinanden når vi kommer hjem. 
Lørdag skulle vi til 7 års fødselsdag hos min søsters tvillinger Astrid og Magnus. Vi tog Awa med for vi vidste vi nok var afsted mere end de fire timer, som er det længste de har været alene. Hvor var hun nem at have med. Hun blev bundet i sin snor så hun kunne gå i skygge og så lagde hun sig ned og sov. Indimellem kom nogle af børnene og spurgte om de måtte gå en tur med hende og hun gik pænt med. Da vi skulle spise fandt jeg hendes stofbur frem. Hun fik en håndfuld foder og da hun havde spist det, lagde hun sig til at sove. Ikke en lyd hørte vi fra hende.
I dag har vi indhegnet et mindre stykke af haven. Dels fordi jeg ikke vil have Awa løber for langt væk når hun skal ud om natten, dels fordi den ene kat var begyndt at bryde ud af haven og derfor ikke fik lov at komme ud. Så indtil vi får kattesikret hele haven, må de nøjes med et mindre stykke. Bataus nyder at kunne komme ud igen og hundene har rigeligt plads at boltre sig på. 
Nu er det vist blevet tid til at gå en tur med de store. Det tror jeg de vil sætte pris på :-)

Tvillingekagemand i form af kæmpe hindbærsnitte

Astrid hygger med Awa

Bataus kan endelig nyde udelivet igen