onsdag den 26. marts 2014

Opdrætteruddannelse

I mandags var jeg på det sidste af de 4 modulkurser, som man skal gennemføre for at kunne søge om kennelmærke i DKK. Det første (Jura/Rammerne 1) var jeg på for længe siden. Længe inden jeg overhovedet overvejede at få et kuld hvalpe. I efteråret 2013 var jeg på Genetik og Reproduktion. Det er to kurser, som holdes sammen på én dag. Man behøver dog ikke tage dem på en gang. Super spændende indhold og dygtige undervisere (Helle Friis Proschowsky og Kathrine Kirchhoff, begge dyrlæger), som var meget inspirerende at høre på. Det kan jeg kun anbefale til alle som planlægger at få hvalpe.
I mandags var det så Adfærd 1, hvor Lise Lotte Christensen, som er adfærdskonsulent i DKK var underviser. Det var også et godt kursus, men der var ikke så meget ny viden. Det handlede bl.a om vigtigheden af at præge og socialisere hvalpene i de første måneder og om mentalbeskrivelse af hunde.
Nu er det så jeg skal beslutte mig for om jeg vil søge et kennelmærke og hvilket navn jeg vil søge. Da jeg ikke har planer om at opdrætte mere end 3 kuld på 2 år behøver jeg ikke søge kennelmærke. Men der er meget stramme regler for fx. navngivning af hvalpe, når man ikke har et kennelmærke. Desuden synes jeg det er rart, at man ud af hundens navn kan se, hvilket opdræt den stammer fra. Jeg har et par forslag i tankerne, men venter lige med at sende ansøgning. Ví er stadig i tænkeboks mht. et nyt parringsforsøg i næste løbetid og det er dyrt at ansøge om kennelmærke. Især hvis vi ikke får brug for det.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar